Filosofiske overvejelser Caspar David Friedrich: "Vandreren over tåkehavet" (ca. 1818)     Jakob Wolf, Københavns Universitet Om miljøbevidsthed Fænomenet miljøbevidsthed er af forholdsvis ny dato. Det er godt 30 år gammelt. Man kan sige, at Rachel Carsons bog, "Det tavse forår" fra 1960 introducerer miljøbevidstheden. Det er karakteristisk for Rachel Carson, at hun var naturvidenskabsmand, hun var biolog, og hendes bog er et naturvidenskabeligt værk. Den er en videnskabelig biologisk undersøgelse af sammenhængen mellem brugen af pesticider, især DDT, og fugles sterilitet. Men det er ligeså karakteristisk, at bogen indirekte retter en kritik mod den kun naturvidenskabelige, objektiverende indstilling til sit emne. Den formidler ikke kun videnskabelig indsigt, den formidler også den holdning, at ødelæggelsen af fuglene og deres sang er en etisk uhyrlighed. Over for truslen om at være årsag til et tavst forår, et forår uden fuglesang, bliver vi bevidste om vores etiske forhold til fuglene. Ordet miljøbevidsthed er etisk ladet. Miljøbevidsthed betyder ikke blot at have viden om miljøet. Det betyder også, at vi har et etisk ansvar for miljøet. Og det er først og fremmest det, der har karakteriseret den økologiske bevidstgørelse, vi har været ude for de sidste 30 år. Også før den økologiske bevidstheds opkomst havde vi en enorm viden om naturen og miljøet. Der fandtes mange videnskaber, der lå inde med en meget omfattende viden om naturen. Alligevel havde vi ingen miljøbevidsthed. Den økologiske bevægelse er først og fremmest udtryk for et etisk-filosofisk bevidsthedsskred og ikke for en øget viden om naturen. Og dette bevidsthedsskred har at gøre med et opgør med det objektiverende syn på naturen. Naturvidenskaben spiller en mærkelig dobbeltrolle i opkomsten af miljøbevidstheden. På den ene side er der næppe tvivl om, at en af årsagerne til den økologiske krise er den naturvidenskabelige objektivering af naturen. Det ligger i den naturvidenskabelige metode, at man objektiverer det emne, man undersøger. Man anskuer naturen som upersonlige ting og processer. Det er der i sig selv ikke noget problematisk ved. Problemet opstår, hvis man gør en ideologi ud af objektiveringen og ophøjer denne metodiske reduktion af naturen til at bestemme det eneste gyldige forhold til naturen. Dermed afskærer man nemlig den etiske relation til naturen. Man har ikke noget etisk forhold til et objekt, en upersonlig ting eller proces. Et objekt er etisk neutralt. Det kan man behandle, som man vil. Denne objektivering har været med til at legitimere, at vi har kunnet forholde os rent udnyttende til vore omgivelser. Vi har kunnet se bort fra, at naturen består af levende væsener, der indeholder et krav om at blive respekteret og taget vare på. På den anden side er naturvidenskaben en forudsætning for miljøbevidstheden. Den har givet os en bevidsthed om sammenhænge i naturen, vi aldrig ville have opnået uden naturvidenskaben. Især den økologiske videnskab har været afgørende for miljøbevidstheden. Miljøbevidsthed er derfor heller ikke ensbetydende med at afskrive naturvidenskaben og den objektiverende metode. Tværtimod er naturvidenskaben et uundværligt redskab for miljøbevidstheden. En øget miljøbevidsthed betyder også en øget naturvidenskabelig indsigt. Men den naturvidenskabelige viden er som sagt ikke nok, heller ikke den økologiske viden. Som allerede den skotske filosof David Hume (1711-76) gjorde så klart opmærksom på: man kan ikke komme fra nok så mange videnskabelige beskrivelser af en ting til, hvordan man bør behandle den. Den etiske bevidsthed kommer et andet sted fra end den videnskabelige viden. Man kan altså sige det lidt paradoksale, at naturvidenskaben på én gang kan være obstruerende og befordrende for miljøbevidstheden. Om den er det ene eller det andet afhænger af, om den gøres til ideologi eller den indfældes i en miljøetik. Miljøbevidstheden er således udtryk for en etisk modningsproces, vi har gennemgået. Den reflekteres i miljøetikken, der i dag er et filosofisk reflektionstema i rivende udvikling. Den miljøetiske diskussion er præget af to grundpositioner, der benævnes den antropocentriske og den biocentriske. Den antropocentriske position viderefører den traditionelle etiks opfattelse, at etikken kun omfatter forholdet til andre mennesker. Vi har ikke noget etisk forhold til naturen. Det betyder ikke, at man ikke mener, vi skal tage hensyn til naturen. Man kan udmærket argumentere for, at vi ikke skal udrydde fuglene og deres sang ud fra et antropocentrisk standpunkt. Men pointen hos antropocentrikeren er, at det skal man kun gøre for menneskets skyld. Når vi skal tage hensyn til naturen og bevare den, så er det ikke for naturens skyld, men udelukkende for menneskets og dets overlevelses skyld. Vi har ikke noget etisk forhold til naturen og dens væsener som sådan. Problemet ved denne position er, at den fastholder en objektiverende anskuelse af naturen, og den ser på en eller anden måde ikke mennesket som værende en del af naturen. Den biocentriske position hævder, at vi står i et etisk forhold til alle levende væsener. Det er ikke blot mennesket, der er et formål i sig selv, det er alle levende væsener. De indeholder alle en værdi i sig selv og skal agtes for deres egen skyld. Mennesket står ikke over naturen. Det er blot en art blandt andre. Det universelle centrum er ikke mennesket, men livet som sådan, som mennesket blot er en del af. Problemet ved denne position er, at man i mange udformninger af den ser bort fra arternes og i særdeleshed menneskeartens særlige karakter. Man hylder ofte en biocentrisk lighed, der hævder, at alle levende væsener er lige meget værd, et dyr er ligeså meget værd som et menneske. Det strider imod enhver etisk common sense, og virker uvilkårligt menneskefjendsk. Netop på baggrund af disse misantropiske og anti-humanistiske tendenser i miljødebatten - mennesket anses for at være et fejludviklet skadedyr, en kræftknude på jordkloden - har det antropocentriske synspunkt vind i sejlene i dag. Franskmanden Luc Ferry, hvis bog, "Den økologiske orden", er blevet oversat til dansk, er populær i sit reaktive opgør med den biocentriske position. I striden mellem den antropocentriske og den biocentriske position mener jeg, det er vigtigt at fastholde, både at vi har et ægte etisk forhold til naturen og dens vækster og væsener, og at mennesket indtager en særstilling i naturen. Den antropocentriske position er uholdbar, fordi den forudsætter en dualisme mellem mennesket og naturen, som ikke er troværdig. Det forudsættes, at mennesket ikke fundamentalt set er forbundet med naturen med alle dets sanser, erkendeevner og etiske beredskab, men er dumpet ned i naturen fra en anden verden. Denne dualisme er filosofisk set uholdbar. Og den er også teologisk problematisk. Den er teologisk set udtryk for en gnostisk anskuelse, der meget tidligt i teologi-historien blev erklæret for at være kættersk. Mennesket var ifølge gnosticismen et væsen, der levede fremmedgjort i den sanselige verden og hørte hjemme i en højere guddommelig verden. Nok indtager mennesket en særstilling blandt alle skabningerne, men det er dog fælles med alle andre skabninger om at være et jordisk væsen. En gennemført antropocentrisk position er i virkeligheden ensbetydende med en regression til et stadium før miljøbevidsthedens opkomst, idet den fastholder subjekt-objekt spaltningen, der er en af årsagerne til den økologiske krise. Mennesket er subjekt, og naturen er objekt. En gennemført biocentrisme ender derimod i en panteistisk animisme, der er erfaringsmæssigt ligeså utroværdig som den antropocentriske dualisme. Det er inden for den biocentriske position, man finder de grelleste eksempler på ideologisk økologisme. Det nøgterne erfaringsmæssige grundlag for miljøbevidstheden er vort før-objektiverende sansende forhold til vores omverden. Før vi i den videnskabelige indstilling objektiverer vores omverden, lever vi i et umiddelbart sansende, identificerende forhold til den. I den umiddelbare sansning oplever vi ikke naturen som et objekt. Vi erfarer den som bestående af levende væsener, der har værdi i sig selv og kræver etisk respekt. Men til den umiddelbare sansende erfaring hører også en erfaring af et værdimæssigt hierarki i naturen. Brænder et hus, er vi ikke i tvivl om, at vi skal redde menneskene ud før hunde og katte. Og det erfares som et større etisk svigt ved bortrejse fra sit hjem at lade en hund i stikken end at lade en plante dø af tørst. Den dybeste kilde til miljøbevidsthed er vort sansende, etiske forhold til vores omverden. Miljøbevidsthed skabes ikke alene af objektiveret viden om naturen. Den skabes først og fremmest af en reflektion over vor før-objektiverede, sansende forbundethed med vores omverden. Det betyder, at miljøbevidsthed ikke er et selvstændigt fag. Den er et fundamentalt element i alle fag, naturvidenskabelige såvel som humanistiske fag. Forstås begrebet miljøbevidsthed på den her fremlagte måde, så betyder det altså, at når der står i gymnasie- og HF-bekendtgørelserne - "I alle fag skal inddrages aspekter, der kan bidrage til at øge elevernes miljøbevidsthed" - så indebærer det, at der i alle fag ikke blot skal formidles viden og indsigt i miljøet, der skal også formidles en bestemt holdning til miljøet. - Det får uvilkårlig en til at spørge sig selv: Er denne paragraf så ikke udtryk for en ny ideologisering? Er der principiel forskel på denne formålsparagraf, og så de formålsparagraffer, der så dagens lys under den marxistiske ideologisering af undervisningssystemet? Dengang hed det, at elevernes "samfundsbevidsthed" skulle øges. Er "samfundsbevidsthed" ikke blot blevet udskiftet med "miljøbevidsthed"? Det mener jeg ikke er tilfældet. Der er en principiel forskel. Det, marxismen var ude efter, var forestillingen om en værdifri videnskab. Marxismens påstand var, at videnskaben altid tjener en bestemt klasses interesser. Gjorde man sig ikke det klart, kom man uvilkårligt til at tjene det borgerligt-kapitalistiske samfunds interesser. Det, det gjaldt om, var, at videnskaben skulle tjene arbejderklassens interesser. Sådan set mener jeg ikke, der var noget galt med marxismens kritik af tanken om en værdifri videnskab, eller at det er vigtigt at øge samfundsbevidstheden. Det kritisable ved marxismen var bl.a., at dens kritik var indlejret i en ideologisk historiefilosofi, der sagde, at historien med nødvendighed udvikler sig fra det borgerlige-kapitalistiske samfunds fald til proletariatets diktatur til det klasseløse samfund. Videnskab og undervisning er ikke værdifri. Forestillingen om, at den er det, er selv en ideologi, en positivistisk ideologi. Det står fast. Men problemet er selvfølgelig, at videnskab og undervisning ikke skal tjene en bestemt klasses interesser eller en bestemt ideologi. Det gør miljøbevidstheden imidlertid heller ikke. Miljøet, elementerne, luften, vandet og jorden, biosfæren og naturen er alles og ingens. Det er alles fælles livsgrundlag. En øget miljøbevidsthed er derfor ikke udtryk for en bestemt klasses eller gruppes interesser. Den er udtryk for alles interesse, ja, alt levendes interesse. Videnskab og undervisning er ligesom al anden menneskelig aktivitet altid etisk ladet, og kravet til den er, at den skal tjene varetagelsen af livet og bekæmpelsen af destruktionen og døden. - Selvfølgelig kan en sådan formålsparagraf misbruges ideologisk. Det kan man ikke værge sig imod. For mig at se er paragraffen på sin plads. Miljøbevidstheden er i dag en afgørende sammenhængsskabende kraft i vort samfund, der truer med at gå op i fugerne og ende i et amoralsk anarki. For at et samfund kan hænge sammen og fungere, skal det have en fælles målsætning. Denne målsætning behøver ikke være bevidst. Ofte virker den ubevidst. Man kan sige, at indtil for nylig, historisk set, var den fælles målsætning, alle mere eller mindre bevidst solidariserede sig med, bekæmpelsen af fattigdommen og højnelsen af levestandarden. Denne målsætning er ikke mere sammenhængsskabende, tværtimod er den i vores del af verden blevet destruktiv. Det skyldes, at målsætningen er blevet opfyldt, og dens indhold er nu blevet et andet. Det er blevet til en kamp for at få opfyldt luksusbehov. Den fælles målsætning er nu en forhøjelse af levestandarden, der består i at tilfredsstille luksusbehov, at producere luksusvarer til luksusbehov. Men luksus kan ikke bære at være fælles målsætning, og slet ikke, når man betænker, hvilke omkostninger denne målsætning har både for miljøet og for mennesker. Målsætningen bliver for åbenbart meningsløs, uværdig og ødelæggende til, at man kan tilslutte sig den. Man kan ikke være solidarisk med en sådan målsætning. Luksus er i sit væsen selvisk. Der er opstået et tomrum for en ny meningsfyldt målsætning for samfundet. Men vi skal ikke lede længe efter en ny. Vi behøver ikke opfinde en. Den trænger sig på helt af sig selv, og den består i bevarelsen af vort og kommende generationers livsgrundlag. Det er den åbenlyse trussel mod biosfæren, der af sig selv pålægger os en fælles målsætning for samfundet. Kun den kan på ny få samfundet til at hænge sammen i en fælles meningsfyldt og værdig målsætning, alle kan solidarisere sig med. Når paragraffen om at "øge elevernes miljøbevidsthed" ikke er ideologisk, så er det, fordi den er udtryk for en fælles målsætning for samfundet, som ingen bestemt klasse har fundet på. Ingen har fundet på den. Det er vores omverden, der selv har foreskrevet os den. Og det er på høje tid, den indgår som bevidst organiserende mål for vore fælles samfundsmæssige bestræbelser, herunder undervisningen.     Hans Hauge, Aarhus Universitet "Efter hummeren vil vi gerne have katastrofen, tak" Økologi i risikosamfundet 1. Den tyske sociolog, Ulrich Beck, indleder en af sine bøger(1) med en genial betragtning: Den økologiske bevægelses succes tvinger os alle til at gentage os selv. Det er såvel et politisk som et pædagogisk problem. Jo mere der undervises i økologi, jo mindre handling. Aktive, økologisk bevidste undervisere med aktiverende grøn undervisning forstærker inaktiviteten hos lærer og elev. Det grønne islæt er en lang gentagelse af det samme i alle fag; for der kan ikke siges noget nyt. Dette er ikke en kritik af det grønne islæt, men en helt nødvendig konstatering. Viden er nødvendig, men ikke mobiliserende. Vi ved alle, at havene dør, arterne udryddes, skovene forsvinder. Konservative siger det, eks-kommunister gentager det. Den kemiske industri gengiver de økologiske fundamentalisters tale. De mest kvalificerede kritikere af atomkraft er atomindustriens eksperter. Økologien er det fjendeløse grønne islæt. Det viser enhver meningsmåling. Og enhver trafikmåling viser det modsatte. Flere biler betyder færre træer. Lever vi med en skærende modsætning mellem tanke og handling? Er økologisk moral altid dobbeltmoral? Vi skal bevare naturen, og jeg vil have kørekort. "Genbrug begynder i hovedet" ("Müll sortieren beginnt im Kopf"(2) ), siger vi, men der handles trods alt også. Hver dag vandrer millioner, gamle og unge, friske og handicappede, direktører og bumser, frivilligt til sorteringsanlæg. Vi har aldrig fri fra økologi. Der er aldrig fred i kampen for miljøet; og det er ikke muligt at være militærnægter i krigen mod forureningen. Og fjenden er ikke til at få øje på. Forureningen i risikomoderniteten kan ikke opfattes af sanserne (den er karakteriseret ved Unsinnlichkeit); den kan kun forstås og forklares. I det industrimoderne kunne man stole på sine sanser - lugt, smag, syn, hørelse. Stank var tegn på forurening. Det, der smagte dårligt, var fordærvet. Der, hvor der så grimt ud, var der svinet. Risikomoderne forurening derimod er ren: kan ikke lugtes, smages, ses eller høres. Salmonella kan ikke lugtes. Oksekødet smager ikke af kogalskab. Det grimme kan være moderne kunst. Lyden fra den elektriske bas gennemtrænger betonvægge ganske som radioaktive bølger og forårsager hukommelsessvigt hos fjerne naboer. Der er usynlig risiko forbundet med koldskålen, den danske hakkebøf, og afspilningen af en rockplade. Havet ser blåt ud. Bøgen ser grøn ud. Bilen er smuk. Musikken lyder godt. Men kun tilsyneladende; og når det forholder sig sådan, da skal der viden til for at erkende risikoen. Den viden, som er nødvendig, er økologisk. Økologien er hård naturvidenskab, men naturvidenskab er ikke populær. Det kan atter skyldes, at man tror, at den er skyld i forureningen. 2. Risikosamfundet er det nye ord for det samfund, vi nu lever i. Ordet er opfundet af Ulrich Beck, der i 1986 udsendte en bog med den titel. Betegnelsen forekommer mange langt mere adækvat end de konkurrerende såsom: Det postindustrielle, informationssamfundet eller det postmoderne. Risikosamfundet betyder, at produktionen af utilsigtede og ukontrollerbare bivirkninger overstiger produktionen af tilsigtede og kontrollerbare virkninger. Risikoen er global og i bogstavelig forstand grænseoverskridende; den respekterer ikke nationale grænser og dermed ikke nationalstaten. Der er dermed en intim sammenhæng mellem nationalstatens langsomme opløsning og forurening. Nationalstaten er for lille til at løse de store problemer og for stor til at løse de små, som Erling Olsen har udtrykt det. I de gode gamle industrimoderne dage kunne man, hvis man havde råd, flygte fra forureningen. Man kunne tage ud på landet. Men man kan ikke flygte fra Tjernobyl. De mest øde fjeldegne i Nordnorge er stadig mærkede af denne ulykke. Og man drikker ikke rødvin fra 1986, hvis den er europæisk, og hvis man har viden. Begge klasser er lige meget udsat for risiko; arbejder såvel som arbejdsgiver. Derfor opløses klasserne i risikosamfundet. Det ændrer hele det politiske liv. Der er, som Beck har sagt, intet økologisk proletariat. Hverken nation eller klasse kan fungere som historiens subjekter; med risikosamfundet forsvinder både nations-stat og partistat. En forudsætning for at forstå forurening er, at man indser, at vi er på vej ud af industrisamfundet og på vej ind i det ubekendte samfund. Det industrimoderne var kun halv-moderne. Moderniseringen er derfor ikke afsluttet; der er ved at ske en modernisering af moderniseringen. Hvad var det halvmoderne ved det industrimoderne? Det var de såkaldte (feudale) erstatningsfællesskaber, som det frisatte menneske lod sig indlemme i: Klasse, nation, køn, familie. Disse fællesskaber var erstatninger for det traditionelle samfunds givne fællesskaber. Det medførte den for det industrimoderne så velkendte politiske kamp mellem individ og fællesskab; mellem individualisme og kollektivisme; liberalisme og socialisme. Vi skuer nu ind i det hel-moderne samfund eller risikosamfundet. I overgangen mellem de to samfund frisættes den enkelte for anden gang, men denne gang fra det industrimodernes erstatningsfælleskaber: Klasse, nation, køn, familie. Hermed er modsætningen mellem det sociale og det individuelle ophævet. Individualiseringen, dvs. ideen om at Jeg er mig (ich bin ich), er global eller universel - ganske som den universelle økologiske moral. Hvordan har risikoen, naturødelæggelsen, forureningen ændret det politiske? Politik handlede engang om forholdet mellem ven og fjende. Men fjenden er forsvundet. Politik er og var fordelingspolitik. I det industrimoderne var der en kage, der skulle deles mellem borgerne. Den politiske kamp handlede om, hvor meget forskellige grupper skulle have af den. Vi skal stadigvæk dele kagen, men kagen er forgiftet. Ingen ved, hvem der har forgiftet den, og hvis man ikke får en del af kagen, kan man ikke overleve. Politikere fordeler ikke goder i risikosamfundet; de skal fordele onder (bads), og det skal gøres ligeligt. Ikke mærkeligt udsættes politikere for kritik. Det handler jo nu for borgerne om at få så lidt af kagen som muligt; så få ventelister som muligt, så få lossepladser og motorveje osv. Hvem vil have skraldet? Også utopien ændres. I industrisamfundet kunne et menneske sige: Jeg er sulten; drømmen var at have nok at spise. Drømmen blev opfyldt i den fede velfærdsstat. I risikosamfundet siger et menneske: Jeg er bange. For hvad? For at spise, for der er en risiko for at blive forgiftet. Derfor er utopien ikke meget mad, men giftfri mad. Hvad er så modgiften? Det må da være de grønne eller økologien? Ikke hvis vi skal følge Ulrich Beck. De grønne og miljøbevidste, fjendefri politiske bevægelsers fejltagelse er, at de tror økologien er naturens egen stemme. Men Naturen er stum. Ingen har set en eng eller en fugl lave en sit-down demonstration. Naturbegreber falder ikke ned fra træerne; de er kulturelle. Økologi er naturvidenskab, og dens hypoteser er projektioner. Den bruger det samme sprog til at kritisere med, som dem den kritiserer. Økologerne konkurrerer med kemiindustriens eksperter på tal og formler. Folk reagerer bare ikke på tal og kemiske formler. Miljøorganisationerne kan udsende den ene videnskabelige rapport efter den anden, lige lidt hjælper det. Vi reagerer først, når naturødelæggelsen er kulturelt medieret. Natur findes ikke. Samfund og natur er så sammenvævede, at man ikke kan sige det ene uden at sige det andet. Derfor er grønne bevægelser ikke forsvar for naturen eller det grønne, men for samfundsmæssige og kulturelle værdier. Alt andet er en naturalistisk fejlslutning. Man forsvarer naturen, det universelle, ved at forsvare kulturen, det relative. I Tyskland og hos os er massedøden på vejene normaliseret og accepteret, og det ved vi jo også godt. Folk kører som død og djævel og på en sådan måde, at hver anden tysker ville miste kørekortet, hvis det var i USA. Den objektive-naturalistiske økologi skal kombineres med national kulturrelativisme. Den ene kan ikke eksistere uden den anden, for en økologi uden kulturrelativisme er stum, medens en kulturrelativisme uden økologiske begreber er blind. Hvordan skal det forstås? Medens tyskerne farer af sted med risiko for liv og lemmer på motorvejene, er de dybt bekymrede for skovene. Grunden er naturligvis kulturel. De døende skove indeholder ikke i sig selv grunden til offentlig opmærksomhed. Men skovens kulturelle betydning er stor i Tyskland. Derfor bekymres de. Og når vi i Danmark er bekymret for vand, mark og strand, så findes årsagen ikke i de rød-grønnes og biologibøgernes dommedagsvisioner, men i Højskolesangbogens danske sange. Den dag man holder op med at synge om den friske danske strand, da dør den. Stranden kan ikke synge selv. Bøgen kan ikke spejle sig, det kan kun vi. Da de unge synger rocksange ved store forurenende, grønne rockfestivaler, har de dermed i praksis adskilt økologi og kultur eller videnskab og litteratur, selvom de sorterer affald - grønne flasker i en beholder, sprøjter i en anden. I det industrimoderne kunne mange mennesker standse trafik og produktion, hvis de i fællesskab gik i strejke. I det risikomoderne er der også storstrejker. De hedder blot bilkøer (Stau). Bilkøen er det risikomodernes ufrivillige strejke eller et modernitetshjerteinfarkt. Det er aldrig lykkedes at demokratisere industriproduktionen, men det er derimod lykkedes at demokratisere oprydningen. Tilsvarende er forureningsbekæmpelse endnu en national endda kommunal opgave, alt imedens forureningskilden er den universelle modernitet. Det er lykkedes den økologiske moral at gøre, hvad det aldrig lykkedes for kristendommen. Den har opslugt alle fjender og udryddet konkurrerende religioner. Der er ingen udvej. Man kan, som nævnt, ikke være "militær"-nægter ved henvisning til ens samvittighed. 3. Det grønne islæt i undervisningen er ikke det samme i de forskellige fag. Det kræver stor viden at erkende den risiko, enhver er udsat for. Erkendelse bestemmer væren. Den viden, der er nødvendig, er naturvidenskabelig; økologi er streng videnskab, og kritik forudsætter, at kritikeren har ligeså stor viden som den kritiserede. Endvidere er vi nu alle på samme tid eksperter og ikke-eksperter; ulykkesfugle og velgørere. Med Ulrich Becks ord: Uden ekspertdom er kritikken tom, og med ekspertdom er den gendrevet. Det grønne islæt fremmes ved en styrkelse af naturvidenskaberne. Biologien gør blot naturen navnløs. Økologien er billedløs; viden om naturødelæggelsen fører ikke til handling. Økologien og biologien skal medieres kulturelt eller litterært. Hvis man ikke kender en plantes navn, da er det let at ødelægge den. Men har en plante først et navn, da vil man bevare den. Litteraturen giver landskabet stemme; den gør naturen levende. Christian Richardts Venner ser paa Danmarks Kort; / seer, saa I det aldrig glemmer, / til hver Plet har faaet Stemmer, er en økologisk kunstteoris nødvendige programdigt. Litteraturen reducerer den store verden til et lille kort, hvor hvert sted er bekendt og derfor bevaringsværdigt. Derfor består det grønne islæt i de humanistiske fag i en bevaring af naturlyrik, malerier af dansk natur og landskabsmusik for naturens skyld. Den, der ikke nynner Septembers himmel er så blå, ser ikke septemberhimlen som andet end et meteorologisk fænomen. Den, der ikke ser et hus så smukt, der hvor vejen slår en bugt, ser kun vejsvinget som en trafikmæssig risiko. Lyrik og kemi; det er det grønne islæt; lyrikken er islættet, kemien grøn. Forsiden | Forord | Næste kapitel